Ytringsfrihed under pres

Ben Ali på forsiden
Den tunesiske presselovgivning fra 1988 garanterer i sin artikel 1 "frihed til at udgive, distribuere og sælge bøger og aviser."
På de tunesiske avisstande kan man hver dag finde omkring 200 forskellige publikationer. Men når man kigger nærmere på udvalget, opdager man, at de stort set alle sammen følger regeringens officielle linie, og man skal ikke bladre ret længe, før man finder et billede af Præsident Ben Ali.
I Tunesien udkommer otte daglige aviser og 15 ugentlige magasiner, som direkte eller indirekte er kontrolleret af regeringen. Men også de privatejede aviser er underlagt regeringskontrol.
Der er tre oppositionsaviser, som udgives af de partier, der er repræsenteret i den tunesiske regering, men heller ikke disse aviser indeholder regeringskritiske artikler.
De franske aviser Libération og le Monde bliver jævnligt blokeret eller forsinket i flere dage. Andre udenlandske aviser bliver skimmet for indholdet, før de får lov at få en plads på avisstandene.
Endvidere har den tunesiske stat i praksis monopol på radio og tv. Ganske vist fik Tunesien i 2005 sin første private radio- og tv kanal, men disse følger også regeringens officielle linie.

Publikationer syltes
Ifølge den tunesiske presselov kræver det en officiel tilladelse, før man må udgive en avis eller et tidsskrift. Desuden skal man aflevere et eksemplar af sin avis til godkendelse i Indenrigsministeriet, før den kommer på gaden.
Men for de uafhængige aviser er det svært at få det blå stempel - ifølge flere internationale organisationer har Indenrigsministeriet flere hundrede ansøgninger til nye publikationer liggende, hvoraf nogle har været syltet i op til ti år.
Med loven i hånden kan de tunesiske myndigheder endvidere forbyde udgivelsen af publikationer, som vil "forstyrre den offentlige orden".
Loven beskytter desuden præsidenten mod alle former for kritik - angreb på "præsidentens værdighed" kan blive straffet med op til 5 års fængsel og hvis man kritiserer den offentlige orden, retssalene, hæren, officielle enheder mv. kan man få op til 3 års fængsel.

Ifølge de tunesiske myndigheder er der 973 professionelle journalister i Tunesien, men mange af de uafhængige journalister udsættes for flere former for chikane. Ud over at være blevet nægtet tilladelse til at udgive deres publikationer, har flere journalister oplevet ubegrundede fængslinger, konfiskation af pas og fysisk og psykisk chikane.

Systematisk kontrol af internettet
I 1991 var Tunesien det første arabiske land, som kunne koble sig op på internettet. I 1996 kom autorisationen, og i 1998 begyndte de første internetcafeer - de såkaldte publinets - at spire frem. I dag findes der omkring 300 publinets i hele landet.
Samtidig har regeringen søsat et omfattende program for at udbrede brugen af internettet. Bl.a. har skoler og gymnasier fået internetadgang, og priserne for opkobling i private hjem er blevet sat ned.
I 2004 var der i alt 800.000 abonnenter på internettet i Tunesien, ud af en samlet befolkning på knapt ti millioner, hvilket er over gennemsnittet for den arabiske verden.

Men Internettet er ikke en strøm af information til fri afbenyttelse. I følge Human Rights Watch har Tunesien den mest detaljerede internet lovgivning i den arabiske region.
Al kommunikation på nettet flyder gennem statsorganet Agence Tunisienne D'Internet (ATI).
Alle tunesiske hjemmesider oprettes gennem ATI, der derved bevarer den fulde kontrol over trafikken på nettet. Flere hundrede tekniske eksperter overvåger trafikken på internettet og kan ved hjælp af avanceret software filtrere trafikken og blokere uønskede hjemmesider.
Lokale menneskeretsgrupper oplever konstant, at deres hjemmesider er blokeret, men også hjemmesiderne for internationale organisationer, som Amnesty International og Human Rights Watch går jævnligt i sort.

ATI står endvidere for at give autorisation til internetcafeerne, og som modydelse forpligter ejerne sig til at holde øje med, at internetcafeens brugere ikke klikker ind på forbudte websider. Ifølge Reportere uden Grænser sidder der i mange internetcaféer en civilklædt betjent og holder øje med brugerne, og ejeren skal desuden aflevere en liste over, hvem der har brugt internetcafeen.

13 års fængsel for at surfe på nettet
Det er strafbart at surfe efter forbudte hjemmesider. I 2003 blev en gruppe unge tunesere arresteret og dømt til 13 års fængsel, efter at have søgt efter islamistiske sider på internettet. De unge blev kendt som "Internet-surferne fra Zarzis", og deres sag blev fulgt i internationale medier.
De unge blev anklaget for at have surfet efter opskrifter på bomber på nettet, men retsprocessen afslørede store huller i bevisførelsen. Efter massivt pres fra internationale organisationer blev de unge blev løsladt i forbindelse med 50 året for Tunesiens uafhængighed i februar 2006.

Satellitkanaler i central rolle
Den systematiske blokering af hjemmesider og kontrollen af den trykte og elektroniske presse har givet satellitkanalerne en central rolle i det tunesiske mediebillede. Omkring halvdelen af de tunesiske hjem har adgang til satellitkanaler og kan dermed følge med i Al Jazeera, europæisk tv og arabiske og afrikanske programmer. Ofte er det gennem disse kanaler, at de hører de kritiske historier om deres eget land. Det er også her, at systemkritikerne har adgang til æteren.


Kilder:
"Tunisia and the World Summit on Information Society"; Rapport fra FIDH, OMCT, Rights and Democracy, Maj 2005
"Freedom of Expression in Tunisia: The Siege Intensifies"; Rapport fra Tunisia Monitoring Group, September 2005
"You have no rights here, but welcome to Tunisia!"; Rapport fra Reporters without Borders, Juni 2005
"Tunisia's media landscape"; Rapport fra International Media Support" , 2002