En vigtig partner for EU

Kritik fra internationale organisationer
En ting er nemlig de fine ord og hensigter - noget andet er, hvordan tingene ser ud i praksis. Utallige rapporter fra internationale organisationer har siden 1995 gjort opmærksom på de grove krænkelser af ytrings- og organisationsfriheden, der finder sted i Tunesien.
I artikel 90 i associeringsaftalen står der, at EU kan træffe "passende foranstaltninger" hvis et land ikke overholder vigtige dele af associeringsaftalen. For det første kan EU sende en protest mission af sted. Næste skridt er at få EU Parlamentet til at vedtage en resolution, hvilket opfattes som en sort plet på Tunesiens image. Endelig har EU mulighed for at skære i den finansielle bistand til Tunesien.
Gennem de senere år har EU Parlamentet flere gange vedtaget resolutioner, der kritiserer manglen på respekt for menneskerettighederne i Tunesien. Blandt andet vedtog Parlamentet en resolution efter afholdelsen af FN's Verdenstopmøde om Informationssamfundet i Tunis i november 2005. Under topmødet oplevede flere repræsentanter fra EU at blive chikaneret af det tunesiske politi, og de fik desuden et førstehånds-indblik i hverdagen for landets menneskeretsforkæmpere.
Men associeringsaftalen kører videre, og på EU's officielle hjemmeside fremhæves Tunesien for sin fremgang på det økonomiske område.

Stabilitet vigtigere end demokrati
Internationale menneskeretsorganisationer har i årevis anklaget EU for at lukke øjnene over for de åbenlyse krænkelser af de mest basale rettigheder i Tunesien.
Grunden til, at EU er så forsigtig med at gribe ind over for Tunesien er, at kravet om respekt for menneskerettighederne ikke kan ses isoleret fra EU's andre interesser i Tunesien.
Fra EU's side er associeringsaftalen et forsøg på at skabe en samlet politik over for sikkerheds-truslerne fra Mellemøsten og Nordafrika: Islam, immigration, befolkningstilvækst og terrorisme.
Det er vigtigt for EU, at Tunesien er en stabil nabo. Hvis der bliver politisk uro i Tunesien, kan det true hele Europas sikkerhed.

Desuden er det vigtigt for EU at blive ved med at have indflydelse i Tunesien. En blokering af associeringsaftalen vil sætte EU uden for spillet. Derfor forsøger EU at tage små diplomatiske skridt, og løbende komme med stikpiller til det tunesiske regime.

Stabil økonomi
Tunesien er af stor strategisk betydning for EU og bliver ofte fremhævet som det land, der har den mest stabile økonomi af landende syd for Middelhavet.
84 procent af Tunesiens eksport går til EU og 72 procent af Tunesiens import kommer fra EU-landene. Siden Associeringsaftalen med EU trådte i kraft har Tunesien modtaget økonomisk støtte fra EU's såkaldte MEDA program. For perioden 2005-2006 udgør støtten til Tunesien 244 mio. Euro. EU's strategi er at fortsætte det økonomiske samarbejde med Tunesien og håbe, at det med tiden vil føre til politisk liberalisering.

Forbindelserne i orden
Fortiden som fransk koloni har givet Tunesien et tæt bånd til en af EU's tunge medlemslande: Frankrig. Frankrigs præsident Chirac kommer med jævne mellemrum til Tunesien på besøg, og de to lande har desuden indgået en række bilaterale aftaler. Dog bliver Frankrig ved med at påpege Tunesiens menneskeretssituation.
På trods af den vedvarende kritik fra EU har det tunesiske regime ved flere lejligheder vist sin evne til at manøvrere i EU-systemet.
I sommeren 2005 afholdt EU-Parlamentet et seminar, der havde til formål at evaluere associeringsaftalen mellem EU og Tunesien. Menneskeretsforkæmpere fra Tunesien var mødt talstærkt op til seminaret - og det samme var regimets folk. Da spørgetiden gik i gang, var regimets repræsentanter flittige til at markere sig, og de fik dermed drejet debatten væk fra de kritiske temaer.
Desuden formår Tunesien at skabe alliancer med andre arabiske lande, som også har indgået associeringsaftaler med EU. I november 2005 skulle stats - og regeringsledere fra EU og landene syd for Middelhavet i samles for at markere 10-året for Barcelona-Processen.
Men hvad der skulle have været et "historisk topmøde" og en stærk markering af en fælles front mod fremtidens udfordringer, endte med at blive en forkølet affære. Langt de fleste arabiske statsledere, heriblandt præsident Ben Ali, dukkede nemlig ikke slet op til mødet, men sendte i stedet deres premier- eller udenrigsminister. Dermed blev mødets symbolværdi kraftigt devalueret.
Op til topmødet havde repræsentanter for civilsamfundene i EU og landene syd for Middelhavet arbejdet for at få sat temaerne 'menneskerettigheder' og 'civilsamfund' på dagsordenen.
Men topmødets sluterklæring endte med en formulering om, at partnerne i Barcelona-Processen forpligter sig til at styrke civilsamfundets rolle "i overensstemmelse med national lovgivning".
I et land som Tunesien bliver den nationale lovgivning brugt til at kontrollere civilsamfundene, og sætningen kan ses som et eksempel på, at de arabiske ledere er gode til at udnytte EU's svaghed. De kan mærke, at der blandt EU's medlemslande ikke er enighed om, hvor stærkt man skal fare frem på menneskerettighedsområdet og hvor stor vægt man skal lægge på civilsamfundets rolle.
Og den svaghed udnytter de til at sætte stærke fingeraftryk på erklæringerne.


Kilder:
Dokumenter fra EU
Rapporter fra Euro-Mediterranean Human Rights Network
Rapport: "Tunisia-Union Européenne dix ans après Barcelone", FIDH, EMHRN, CRLDH
Rapporter fra Ligue Tunisienne Pour la Défense des Droits de l'Homme
Rapporter fra Amnesty International
Rapporter fra Human Rights Watch
Mellemøsthåndbogen ; Syddansk Universitetsforlag 2005