Et årti med repressioner

Et islamistisk kupforsøg fik i 1990 Ben Ali til at stramme kursen over for landets islamister.
Angsten for, at den islamistiske bølge i nabolandet Algeriet, ville skylle ind over Tunesien, var udbredt. Derfor havde præsidenten let ved at retfærdiggøre, at 8000 islamister blev sat bag tremmer.

Islamister i fængslerne
De fleste af de politiske fanger, der i dag sidder i de tunesiske fængsler, tilhører det forbudte islamistiske parti An-Nahda (der betyder 'genfødsel' på arabisk).
An-Nahda blev dannet i 1988 som efterfølger til bevægelsen Mouvement de la Tendance Islamique, som blev dannet i 1981.

På trods af den tunesiske lov om at partier ikke må basere sig på religion, fik medlemmerne af An-Nahda i de første par år under Ben Alis styre lov til at arbejde rimeligt frit. Ved parlamentsvalget i 1989 måtte partiets kandidater dog stille op enkeltvis - alligevel lykkedes det An-Nahda at få 14 procent af stemmerne og dermed blive det førende oppositionsparti.

Men i 1990 og 1991 var en række tilhængere af An-Nahda involveret i demonstrationer på universiteter i Tunesien, som udviklede sig voldeligt. I demonstrationerne deltog et bredt spektrum af politiske ungdomsorganisationer, men det var An-Nahda, der kom i søgelyset. Desuden stod nogle af partiets medlemmer bag et angreb på regeringspartiets kontor i Tunis, og disse hændelser blev set som et bevis på, at An-Nahda havde en voldelig dagsorden.
I september 1991 mente den tunesiske regering at have beviser for, at medlemmer af An-Nahda havde planer om at dræbe præsidenten, og det blev starten på en bølge af arrestationer mod An-Nahda sympatisører.
Fra 1990-91 blev i alt 8000 medlemmer af An-Nahda fængslet, og ifølge Amnesty International blev en lang række af fangerne udsat for tortur i fængslerne. Flere af de anholdte sidder stadig i fængsel, og mange af dem har i årevis siddet i isolation.

Repression breder sig til civilsamfundet
Fra 1991 begyndte præsident Ben Alis hårde kurs over for landets islamister at brede sig til hele civilsamfundet. Blandt andet blev det umuligt for landets uafhængige NGO'er at blive registreret og dermed få tilladelse til at arbejde. Uden tilladelse er NGO'erne formelt set illegale, og det bruger det tunesiske regime som argument for at slå ned på dem.
Siden 1998 har Indenrigsministeriet desuden haft ret til at inddrage pas fra alle, der "forstyrrer den offentlige orden." En række tunesere, heraf mange fremtrædende menneskeretsforkæmpere, har gennem lange perioder oplevet at få konfiskeret deres pas.
Passet er et centralt arbejdsredskab for landets menneskeretsforkæmpere, da mulighederne for at ytre sig frit er langt bedre i udlandet. Menneskeretsforkæmperne bruger deres regionale og internationale netværk som 'livline' - gennem kontakten til ligesindede i udlandet finder de støtte og opbakning og en kanal til udsendelse af informationer.

Chikane mod godkendt NGO
I dag er kun ganske få uafhængige organisationer godkendt af de tunesiske myndigheder.
En af undtagelserne er den Tunesiske Liga for Menneskerettigheder (LTDH), som blev dannet i 1977 som den første uafhængige menneskeretsliga i hele den arabiske verden.
Men på trods af at den har en officiel tilladelse til at arbejde, er Ligaen i årevis blevet udsat for repressalier. Siden november 2000 er Ligaen blevet hevet i retten 23 gange, og flere af Ligaens medlemmer er blevet slået ned på åben gade. Da Ligaen i 2005 skulle holde sin årlige kongres, med deltagelse af flere udenlandske repræsentanter, mødte flere hundrede politifolk op for at forhindre deltagerne i at komme ind i mødelokalet.
EU har besluttet at støtte Ligaen økonomisk, men det tunesiske regime har fastfrosset de penge, der ellers var øremærket til Ligaen. Indtil videre overlever Ligaen på penge, der indsamles blandt tuneserne.

Balancegang mellem image og virkelighed
I det seneste årti har præsident Ben Ali forsøgt at finde en balancegang mellem at holde modstandere af regimet nede indadtil, og bevare et image udadtil som demokratisk og pluralistisk.
Officielt er Tunesien et demokrati - 9 ud af de 163 pladser i parlamentet er ifølge den tunesiske valglov reserveret til oppositionen.
I løbet af de seneste år er en myriade af organisationer skudt op. Ikke mindre end 7000 NGO'er har set dagens lys, men de fleste er kontrolleret af regeringen.
I 2003 blev der endvidere oprettet et Menneskerettighedsministerium.

Samtidig har Tunesien ifølge flere internationale organisationer 145.000 politifolk, og oven i det 200.000 civilklædte betjente, som bl.a. har til opgave at holde øje med regimets kritikere. Ifølge bl.a. Amnesty international og Human Rights Watch er chikanen af civilsamfundets stemmer taget til i styrke. Retssystemet er ikke reelt uafhængigt, og både menneskeretsforkæmpere og islamister er jævnligt genstand for fingerede retssager med tvivlsom bevisførelse. Desuden slår de tunesiske sikkerhedsstyrker jævnligt ned på folk, der mistænkes for at have sympati med An-Nahda, og chikanerer mænd med langt skæg og kvinder med islamiske tørklæder.

Ben Ali på hvert gadehjørne
I 2004 blev præsident Ben Ali genvalgt for tredje gang med 94,48 pr. af stemmerne, mens hans regeringsparti RCD fik 87,5 procent af stemmerne. Ben Ali har fået ændret den tunesiske valglov, så han kan regere frem til 2014, hvor han bliver så gammel, at han ikke længere må regere ifølge den tunesiske grundlov.
I Tunis kan du ikke dreje rundt om et gadehjørne uden at se et billede af præsidenten. Alle restauranter, cafeer og officielle bygninger har et billede hængende af Ben Ali - men kun de færreste tunesere har lyst til at tale om deres præsident - eller om politik mere generelt.
I medinaen, på cafeerne og på gaden koncentrerer folk sig om hverdagens sysler - og det er kun de mennesker, der kritiserer regimet, som har en hverdag præget af repressalier.

Kilder:
Europa World Yearbook, 2006
Rapporter fra Amnesty International
Rapporter fra Human Rights Watch
Rapporter fra Euro-Mediterranean Human Rights Network
Mellemøsthåndbogen; Syddansk Universitetsforlag 2005