|
Sandhed, retfærd og demokrati
Den 7. januar 2004 mødtes 16 marokkanske forkæmpere for menneskerettighederne med kong Mohammed VI i Agadir. Anledningen var, at kongen havde befalet, at der skulle oprettes en sandhedskommission kaldet IER (Instansen til Retfærd og Forsoning). IER skulle undersøge alle tilfælde af alvorlige overtrædelser af menneskerettighederne i Marokko fra uafhængigheden fra Frankrig i 1956 frem til år 1999, hvor Mohammed VI indtrådte i kongeembedet.
Af Rasmus Alenius Boserup
På mødet gav kongen i en kort tale udtryk for sin tillid til de 16 medlemmer af kommissionen, og han understregede nødvendigheden af at afslutte det vigtige arbejde med at reformere staten og mobilisere civilsamfundet. Formålet med dette var med tiden at skabe en varig forsoning mellem marokkanerne indenfor rammerne af en demokratisk og moderne retsstat. Ifølge Mohammed VI var dette den eneste varige måde, hvorpå man i fremtiden kunne forhindre udbredelsen af ekstremisme og terrorisme. Kongen sluttede sin tale af med at gøre det klart, at selvom kommissionen i sit arbejde med at etablere sandheden om den politiske undertrykkelse var nødt til at placere et ansvar for handlingerne, så betød dette imidlertid ikke, at enkeltpersoner skulle stilles til regnskab. Kommissionens arbejde skulle udelukkende placere ansvar for bestemte brud på menneskerettighederne på de af statens institutioner, der havde forårsaget begivenheden.
Sandhedskommissionen var med andre ord ikke juridisk retsopgør, men en historisk afdækning af begivenhederne, og skulle derfor munde ud i en række anbefalinger af, hvordan staten dels kunne kompensere ofrene for deres lidelser, dels kunne sikre, at noget lignende ikke kunne forekomme igen.
Jagten på "sandheden"
I de 23 måneder, der fulgte efter mødet, frem til december 2005, har kommissionen udført et omfattende stykke arbejde for at afdække "sandheden" om den politiske undertrykkelse. Kommissionen har undersøgt omkring 20.000 anmeldte sager om brud på menneskerettighederne. Efter at have afvist lidt over 3.000 sager, har kommissionen indsamlet materiale om de resterende 16.000 sager hvoraf ca. 10.000 sager i dag er færdigbehandlede med indstillinger til forskellige typer erstatning. Størstedelen af de resterende 6.000 sager har kommissionen vurderet lå uden for dens kompetence. I arbejdet med sagerne har kommissionen gennemført en stor mængde interviews med ofrene og deres pårørende samt med ansvarlige ledere af statens sikkerhedstjenester og fangevogtere i de hemmelige fængsler. Endvidere har kommissionen haft adgang til både åbne og lukkede statsarkiver. Dette arbejde har givet kommissionen mulighed for at fastslå, at 742 marokkanere, der var meldt "forsvundne", i virkeligheden var døde (262 under
indespærring, 11 i væbnede sammenstød med sikkerhedsstyrkerne, 325 som følge af overdreven anvendelse af magt under urbane optøjer og 144 som følge af konflikten i Vestsahara). Kommissionen har også kunne fastslå, at sikkerhedstjenesterne i Marokko i visse perioder - navnlig i 1970'erne - systematisk har benyttet fysisk og psykisk tortur af de politiske fanger til at aftvinge tilståelser fra dem eller straffe dem.
Debatten om politisk undertrykkelse
Side om side med arbejdet på at etablere sandheden om den politiske undertrykkelse gennemførte kommissionen et omfattende arbejde for at skabe en åben, national debat om den politiske undertrykkelse. Debatten er blevet sat i gang gennem afholdelse af 7 såkaldte "offentlige høringer", hvor udvalgte ofre fik lov til at fortælle deres personlige lidelseshistorier - i visse tilfælde under omfattende mediedækning. Endvidere har kommissionen arrangeret mindre møder mellem parterne i konflikten og tematiske seminarer med eksperter i politisk vold og menneskerettigheder.
Kommissionens arbejde er mundet ud i en række anbefalinger af forskellige typer kompensation til individuelle ofre i form af økonomisk, medicinsk, social og arbejdsmæssig hjælp, samt kompensationer til grupper i det marokkanske samfund i form af omfattende regionale udviklingsprogrammer på steder, hvor den politiske undertrykkelse har resulteret i socioøkonomisk underudvikling. Endelig har kommissionen anbefalet en række ændringer af den marokkanske grundlov, der skal forhindre en gentagelse af , at den politiske undertrykkelse kan finde sted.
Med henblik på at danne basis for, at en egentlig forsoning kan finde sted, har kommissionen til sidst anbefalet, at den marokkanske stat skal anerkende sit ansvar og aktivt sætte ind for at bevare den kollektive erindring om undertrykkelsen ved f.eks. at omdanne de tidligere hemmelige fængsler til museer og forestå opbevaringen af statens og kommissionens egne arkiver om undertrykkelsen.
Demokratisering
Grundet den omfattende støtte som reform og forsoningsprocessen har nydt fra kong Mohammed VI, er kommissionens arbejde af mange blevet fremlagt som et af de stærke potentialer for en egentlig demokratisering af den marokkanske stat - og måske ligefrem et af de mest omfattende forsøg på en demokratisering af en mellemøstlig stat.
I Marokko - som andre steder i verden - er denne politiske udvikling imidlertid ikke kommet af sig selv. Tilbage fra uafhængigheden, og med stigende intensitet i 1970'erne, har forskellige grupper af politiske aktivister kæmpet imod de marokkanske kongers autoritære styreform. Mens de fleste har kæmpet med fredelige midler, har der i visse perioder været grupper, navnlig i militæret, der benyttede vold imod regimet.
Igennem de sidste 15 år er dette pres nedefra på det politiske system blevet komplementeret af en politisk udvikling igangsat fra toppen af det politiske system under ledelse af kongerne Hassan II og Mohammed VI.
Presset nedefra: Ofrenes fortællinger
En vigtig del af presset for reformer er i stigende grad kommet fra ofrene for den politiske undertrykkelse. Det er navnlig gennem fortællinger om tortur og umenneskelig behandling i kongens hemmelige fængsler , at ofrene har presset regimet til at handle. Frem til de tidlige 1980'ere var den politiske undertrykkelse imidlertid et totalt tabu. Mens mange marokkanere formodentlig vidste at undertrykkelsen gik for sig, var meget få villige til at tale om den, og endnu færre til at skrive om den.
De første få publikationer, der omtalte torturen, blev udgivet i Frankrig tidligt i 1970'erne og hemmeligt smuglet til Marokko, hvor de blev omdelt i de venstreorienterede oppositionsmiljøer på universiteter og gymnasier. Disse små artikler og pamfletter blev skrevet af unge aktivister i de socialistiske og kommunistiske undergrundsgrupper på fransk og arabisk
I 1983 afslørede Marokkos første menneskerettighedsorganisation, AMDH, at der i det sydlige Marokko eksisterede et hemmeligt dødsfængsel kaldet Tazmamart, hvor en række fanger i årevis havde siddet indespærret i isolationsceller under frygtelige sanitære forhold.
De politiske fanger i Marokko kom imidlertid først i pressens søgelys i 1987, da den såkaldte Oufkir-familie, der i 1960'erne havde været en del af kong Hassan II's hof, under et flugtforsøg fra et hemmeligt fængsel tog kontakt til fransk presse. Som følge af den stigende nationale og internationale interesse for menneskerettighedssituationen i Marokko, blev der gradvist op gennem slut-1980'erne og begyndelsen af 1990'eren lagt et stadigt større pres på monarkiet for at gennemføre politiske reformer. Et vigtigt element i den internationale mobilisering var udgivelsen af bestseller bogen Notre ami le roi i 1991, hvori den franske journalist, Gilles Perrault, gennemgik de systematiske overtrædelse af menneskerettighederne under Hassan II.
Reaktionerne oppefra: Institutionel udvikling
I takt med, at presset voksede, tog Kong Hassan II gradvist skridt imod at forbedre de politiske fangers vilkår. Ved uafhængigheden i 1956 havde monarkiet videreført den franske koloniale lovgivning, der annullerede retssikkerheden for sigtede i sager af politisk karakter. Efter et par mindre institutionelle reformer samt en række offentlige erklæringer i 1980'erne, tog Hassan II de første skridt imod en forbedring af retssikkerheden i Marokko i de tidlige 1990'ere. I 1990 udstedte han et kongeligt dekret, som beordrede oprettelsen af en komite, der skulle rådgive kongen i sager vedrørende menneskerettigheder, kaldet CCDH (Den Rådgivende Komité for Menneskerettigheder). I 1993 blev der dannet et selvstændigt ministerium for menneskerettigheder og samme år ratificerede den marokkanske regering FN's konvention imod tortur. Året efter, i 1994, annoncerede Hassan II for første gang sit ønske om "definitivt at viske tavlen ren" og hurtigt ordne spørgsmålet om de politiske fanger. Som følge blev den
marokkanske straffelovs paragraffer vedrørende politiske fanger reformeret i 1996. I 1998 erklærede Hassan II endvidere, at alle sager om brud på menneskerettighederne skulle løses indenfor en periode på seks måneder.
Da Hassan II døde i 1999 og Mohammed VI overtog kongeembedet, var der således to parallelle processer i gang. På den ene side var der en stigende national og international bevidsthed om menneskerettighedsproblemerne i Marokko. På den anden side var der påbegyndt en gradvis udvikling af de politiske institutioner, der skulle hjælpe regimet med at reformere statens procedurer og etablere en institutionel basis, der kunne imødekomme kravene fra ofrene.
Den nye konges politik
Et af Mohammed VI's første politiske initiativer var at videreføre Hassan II's politik indenfor spørgsmålet om menneskerettigheder. I efteråret 1999 beordrede han, at CCDH skulle etablere en uafhængig kommission, der indenfor seks måneder skulle yde skadeserstatning til de, der under Hassan II havde lidt overlast. Sideløbende med denne institutionelle udvikling tog Mohammed VI en række beslutninger af symbolsk karakter. Han lod således den venstreorienterede intellektuelle Abraham Serfaty vende tilbage til Marokko, hvor han havde siddet fængslet i 18 år før han i midten af 1990erne blev tvunget i eksil. Han lod ligeledes den tvangseksilerede familie til den myrdede socialistiske oppositionspolitiker Mehdi Ben Barka vende tilbage til Marokko og han afskedigede Hassan II's berygtede indenrigsminister Driss Basri, der var blevet symbol for den politiske undertrykkelse.
Fortællingernes politiske kraft
Sideløbende med Mohammed VI's politiske reformer og symbolske handlinger, begyndte ofrene for alvor at røre på sig. Efter 30 års tabu blev der i perioden fra 2000 til 2002 etableret en folkebevægelse ledet af en gruppe tidligere ofre for den politiske undertrykkelse, som markerede sig som en stærk og kritisk stemme i det marokkanske civil samfund. Ofrene udtrykte sig hovedsagligt i de trykte medier (avisartikler, ugeblade, romaner, digtsamlinger, vidneberetninger mm). Det meste blev skrevet på fransk og solgt på gadehjørner som kioskbaskere og flere af erindringsberetningerne opnåede status af bestsellere.
Ofrenes fortællinger var imidlertid langtfra ufarlige, og på mange måder udfordrede de essentielle dele af monarkiets selvforståelse. I "fængselslitteraturen", som ofrenes bøger blev døbt, blev Marokkos historie fortalt om igen på en anderledes måde. Mens Hassan II i den officielle historieskrivning var fremstillet som veluddannet og folkekær national faderfigur, der i harmoni med folkets og guds vilje ledte den marokkanske stat på den bedst tænkelige måde, var han i fængselslitteraturen en hævngerrig despot, hvis efterretningstjenester terroriserede befolkningen til tavshed og lydighed.
Netop på grund af fortællingernes politiske kraft har Mohammed VI siden sin magtovertagelse i 1999 målrettet arbejdet på at fremstille den politiske udvikling som en følge af Hassan II's ønsker og Mohammed VI's vilje til reformer. I Mohammed VI's fortælling er sandhedskommissionens arbejde, der afsluttedes i december 2005, derfor det hidtil sidste kapitel af den politiske udvikling han og hans far har ønsket. For ofrene såvel som for medlemmerne af sandhedskommissionen betyder dette at vilkåret for at få indflydelse på den politiske udvikling er at de anerkender kongens, noget reducerede, udlægning af demokratiseringsprocessen.
| |
SANDHED, RETFÆRD OG DEMOKRATI
Jagten på "sandheden"
Debatten om politisk under-
trykkelse
Demokratisering
Presset nedefra: Ofrenes
fortællinger
Reaktionerne oppefra: Institu-
tionel udvikling
Den nye konges politik
Fortællingernes politiske kraft
|
