|
Politisk undertrykkelse i Marokko
Marokko er et af den Arabiske Verdens få kongedømmer og er samtidig et af de få monarkier i verden, hvor kongen direkte styrer det politiske system. Mens en række monarkier i Mellemøsten blev omstyrtet af revolutionære nationalistiske republikanere i 1950'erne og 1960'erne, formåede det marokkanske kongehus at bevare en central plads i det politiske system. Dette kunne imidlertid kun lade sig gøre ved en omfattende politisk undertrykkelse. Den traditionelle opfattelse af Marokko som en stabil politik blok i en region af ustabile stater, ledet af uerfarne og revolutionære regimer, er derfor blevet noget ændret efter at overlevere fra Hassan II's hemmelige tortur- og dødsfængsler kort efter kongens død i 1999 er begyndt at fortælle deres personlige lidelseshistorier offentligt.
Af Rasmus Alenius Boserup
Ved uafhængigheden fra den franske kolonimagt i 1956 lykkedes det Kong Mohammed V at etablere monarkiet som styreform, og fra 1961 til 1999 har hans søn Hassan II etableret det moderne Marokkos politiske system. Siden 1999 har Hassan II's søn Mohammed V regeret landet.
Under Hassan II opfattede mange observatører Marokko som en stabil politisk blok i en region af ustabile stater, ledet af uerfarne og revolutionære regimer. Dette billede blev yderligere styrket, da kongehuset i 1980'erne og 1990'erne var i stand til at gennemføre gradvise politiske reformer, mens andre regimer i Mellemøsten tyede til voldsom repression af de islamistiske protestbevægelser - med nabolandet Algeriet som det værste eksempel.
At dette billede af Marokko kun delvis beskrev den marokkanske politiske historie, blev tydeligt, da overlevere fra Hassan II's hemmelige tortur- og dødsfængsler kort efter kongens død i 1999 begyndte at fortælles deres personlige lidelseshistorier offentligt.
Med fortællinger om ydmygelser og pinsler i kong Hassan II's fængsler har ofrene bidraget til at udfordre det traditionelle billede af det fredfyldte og rolige Marokko. I dag er der derfor mange marokkanere, der omtaler perioden fra 1970'erne til 1980'erne som "zaman al-rusûs", hvilket på dansk betyder "de blytunge år". Udtrykket henviser dels til efterretningstjenestens stålbeslåede støvler og bly-kugler dels til den tunge byrde, som hele det marokkanske civilsamfund måtte bære under det autoritære og undertrykkende politiske system.
Ofrene
Mens omfanget af den politiske undertrykkelse i Marokko kan forekomme ubetydelig i sammenligning med f.eks. Irak og Algeriet og slet ikke kan sammenlignes med de masseødelæggelser, som fandt sted i det moderne Europa i form af Første og Anden Verdenskrig, har statsvolden under Kong Hassan II skabt store grupper af marokkanere, der i dag definerer sig selv som "ofre".
Mange hundreder er døde under tortur, i politisk motiverede henrettelser foretaget af efterretningstjenesten, eller som følge af indespærring under kummerlige sanitære forhold i statens hemmelige fængsler. Tusinder af marokkanere bærer i dag på fysiske og psykiske ar efter tortur og indespærring og endnu flere lider under traumerne efter at et familiemedlem i en periode forsvandt eller ligefrem døde.
Størstedelen af ofrene for den politiske undertrykkelse var civile, der direkte eller indirekte var involveret i republikanske anti-monarkiske undergrundsgrupper. Som i andre dele af Mellemøsten blomstrede disse grupper op i 1960'erne og 1970'erne i Marokkos storbyer Casablanca, Rabat og Marrakech og bredte sig herefter til de større provinsbyer inde i landet som f.eks. Goulmima og Khenifra.
En noget mindre del af ofrene for statens undertrykkelse var soldater eller officerer i den marokkanske hær, der blev straffet for at have deltaget i flere mislykkede kupforsøg imod kongen i de tidlige 1970'erne. Siden 1980'erne har mange ofre været medlemmer af forbudte islamistiske grupperinger - en udvikling der har taget yderligere fart efter selvmordsbomberne i Casablanca i 2003 udført af en illegal islamitiske terrorgruppe.
Motivet for at gennemføre den politiske undertrykkelse under Hassan II har langt hen ad vejen været sikkerhedspolitisk. Navnlig har det handlet om at kontrollere de revolutionære kræfter i samfundet, der i de post-koloniale stater andre steder i Mellemøsten afsatte kongerne i republikanske og socialistiske revolutioner.
Kongens magt
Et år efter at Hassan II havde overtaget kongeembedet fra sin far, fik han ved en folkeafstemning gennemført en grundlov, der gav meget vide magtbeføjelser til kongen indenfor både den lovgivende, den udøvende og den dømmende magt. Loven stadfæstede samtidigt, at kongen var det øverste religiøse overhoved i Marokko.
For at bibeholde magten indgik Hassan II i de kommende årtier et tæt politisk samarbejde med konservative jordejere i landområderne. Denne politiske alliance, gjorde det muligt for Hassan II at holde de stærke nationalistiske partier i storbyerne i skak. Imidlertid hindrede jordejernes konservatisme også en politisk og økonomisk udvikling. Hassan II's monopolisering af den politiske indflydelse førte endvidere til, at de politiske aktører i oppositionen radikaliseredes.
Monarkiets civile modstandere
Allerede i sommeren 1963 afslørede efterretningstjenesten et komplot imod kongen, organiseret af radikale socialister og kommunister. Regimet reagerede omgående med massearrestationer blandt socialistiske aktivister i storbyerne, men to år senere, i marts og juni 1965, udbrød der voldsomme studenteroptøjer i Casablanca. Konfronteret med opstanden erklærede Kong Hassan II undtagelsestilstand, opløse regering og hjemsende parlamentet. Herefter udpegede han en ny regering under sin egen personlige ledelse, der de kommende 7 år førte Marokkos politik.
Hassan II's blokering af det formelle politiske system førte til, at der i slutningen af 1960'erne og starten af 1970'erne opstod en hærdet radikal anti-monarkisk politisk opposition i de marokkanske studentermiljøer. Mens marokkanske studerende i Paris organiserede hemmelige revolutionære marxistiske og leninistiske grupper, dannede unge studerende på gymnasierne og universiteterne i Rabat og Casablanca lokale undergrundsbevægelser. De venstreorienterede ungdomsaktivister definerede sig i modsætning til de etablerede politiske partier, der var blevet marginaliseret af kongen, og anså sig selv som en slags politisk avantgarde, der skulle mobilisere det marokkanske folk til socialistisk revolution imod det diktatoriske monarki.
Monarkiets militære modstandere
Radikalisering af studentermiljøerne i Marokko i 1960'erne blev i starten af 1970'erne komplementeret af en lignende radikalisering af dele af den marokkanske hær. I juni 1970, gennemførte en gruppe officerer fra den marokkanske hær et blodigt kupforsøg imod Hassan II. Med hjælp fra 1400 unge militærkadetter angreb de kongen under en større festbanket.
Mens 60 af kongens gæster blev dræbt under kupforsøget undslap Hassan II og fik med efterretningstjenestens hjælp hurtigt genoprettet kontrollen over hæren. Tre dage senere bistod kongen henrettelsen af 10 højtstående generaler for deres rolle i kuppet, og kort efter blev de implicerede kadetter idømt lange fængselsstraffe.
I 1973 forsvandt omkring 40 af de militærkadetter der havde deltaget i kupforsøget fra statsfængslet i Kenitra. Det var først i 1980'erne at det kom frem, at de på Hassan II's ordre i hemmelighed var blevet transporteret til dødsfængslet Tazmamart i Marokkos østlige ørkenområder, hvor halvdelen af dem i de kommende 18 år i hemmelighed omkom i isolationsceller under kummerlige sanitære forhold.
De blytunge år
Det mislykkede kupforsøg imod Hassan II førte til en intensiveret klapjagt på venstreorienterede politiske aktivister, og med en række kollektive domme af unge politiske aktivister i efteråret 1971 begyndte Marokkos " blytunge år". Da Hassan II's ungdomsven, chefen for den hemmelige efterretningstjeneste General Mohammed Oufkir, i 1972 stod i spidsen for endnu et mislykket militærkup blev endnu en udrensning i hæren gennemført. Mens Oufkir formodentlig blev henrettet af Hassan II blev en del af de sammensvorne soldater et par måneder senere i hemmelighed flyttet til dødsfængslet Tazmamart. Samtidigt forsvandt general Oufkirs familie, og først i slutningen af 1980'erne kom det frem, at Hassan II personligt havde beordret at familien skulle indespærres.
Efter afsløringen af endnu et komplot i marts 1973, der fik dele af landbefolkningen i Mellematlasbjergene til at rejse sig i revolte imod regimet, havde den marokkanske efterretningstjeneste ved systematisk brug af hård tortur, kidnapninger og intimideringer af hele familier knækket den revolutionære venstrefløjsaktivisme samt den interne opposition i den marokkanske hær. I årtierne frem til Hassan II's død i 1999 forblev undertrykkelsen og torturen en kollektiv hemmelighed, som mange marokkanere vidste besked om, men som få talte om.
Islamismen
Da enkelte overlevende fra torturen og de hemmelige fængsler i 1990'erne forsigtigt begyndte at fortælle deres historier, var det imidlertid hverken den politiske venstrefløj eller militæret, der udgjorde den største trussel imod monarkiet. Ligesom i andre Mellemøstlige stater havde den islamistiske opposition gradvist gennem 1980'erne overtaget rollen som massemobiliserende politisk protestbevægelse. Som den marokkanske historie viser, er en vigtig årsag til dette netop kombinationen af repression og manipulering, som de autoritære regimer benyttede til at underminere de sekulære bevægelser. For mange unge der voksede op i Mellemøsten i 1980'erne og 1990'erne har de sekulære politiske bevægelser og etablerede partier ganske simpelt ikke stået som et troværdigt alternativ til de autoritære regimer.
I Marokko, som andre steder, indstillede efterretningstjenesten sig derfor gradvist gennem 1980'erne på at imødegå den islamistiske mobilisering. Efter et kortvarigt strategisk samarbejde om at marginalisere de sidste venstreorienterede grupperinger på universiteterne i Marokko, påbegyndte efterretningstjenesten en systematisk overvågning og undertrykkelse af de islamistiske grupperinger fra midten af 1980'erne. I 1990'erne og frem til i dag har det således hovedsagligt været islamistiske aktivister der sidder indespærrede som politiske fanger i de Marokkanske fængsler.
Fortællingerne om undertrykkelse
Historierne om de politiske fanger i 1970'erne og 1980'erne har mødt stor interesse i Marokko og blandt migrerede marokkanere i Europa. Dette er der flere årsager til.
På den ene side omfatter historierne personlige skæbnefortællinger, der berører almene emner som liv, død og genopstandelse. Dette er f.eks. tilfældet med overleverne fra dødsfængslet Tazmamart, der var designet til at give de indsatte en langsom og pinefuld død, men hvor omkring halvdelen imod alle odds overlevede mere end 18 år i isolationsceller uden rindende vand og til slut genvandt deres frihed.
På den anden side har historierne vist en side af Hassan II's regime som mange marokkanere ikke kendte til eller turde tale om. Navnlig har de grufulde fortællinger fra Tazmamart eller f.eks. Oufkir familiens utrolige saga om at leve halvdelen af sit liv ved Hassan II hof og den anden halvdel i et hemmeligt fængsel afsløret for marokkanerne, at Hassan II ikke udelukkende handlede ud fra sikkerhedspolitiske motiver, men også undertrykte for at få tilfredsstillet sine personlige ønsker om hævn.
Slutteligt har behandlingen af de politiske fanger i 1970'erne og 1980'erne marokkanernes interesse i dag, netop fordi regimets repressive strategier nok er under afvikling, men endnu ikke er helt ophørt. Ved at lytte til, læse om og slutteligt fordømme den voldelige undertrykkelse i fortiden kan marokkanerne i dag give udtryk for deres tilslutning til retsstaten og menneskerettighederne.
| |
POLITISK UNDERTRYKKELSE
Ofrene
Kongens magt
Monarkiets civile modstandere
Monarkiets militære modstandere
De blytunge år
Islamismen
Fortællingerne om under-
trykkelse
|
