 |
| |
| | | |
|
Massakrer
Massakren i Ben Talha var langt fra den eneste i 1997, men det var den der fik størst medieomtale. Fra første færd har der nemlig hersket tvivl om, hvem der stod bag de brutale drab.
Nogle mener, at massakren blev gennemført af den islamistiske oprørshær GIA som et sidste desperat forsøg på at tvinge folk til at støtte dem - mens andre mener, at Algeriets hemmelige efterretningstjeneste havde infiltreret de islamistiske militser og manipuleret dem til at begå massakren.
Begrebet massakre beskriver et i reglen velkoordineret og planlagt kollektivdrab af flere personer - ofte civile - på samme tid. Massakrer kendes fra alle krigssituationer.
Fra 1995 frem til i dag er der begået en række gruopvækkende massakrer på ubevæbnede civile i Algeriet. Massakrerne er navnlig blevet begået i området syd for hovedstaden Algiers, den såkaldt "Dødens Trekant", hvor den islamistiske milits, GIA, i 1990'erne stod stærkt.
Mens de fleste massakrer blev begået imod mindre menneskegrupper i en landsby eller i et forstadsområde, blev der i løbet af efteråret og vinteren 1997-1998 begået en serie større massakrer. I visse tilfælde, som f.eks. i den nybyggede sydlige forstad til Algiers, Ben Talha, eller i Raïs et nogle kilometer vest for hovedstaden, blev flere hundrede mennesker dræbt indenfor få timer - de fleste ved at få halsen skåret op.
Massakrerne har fra starten skab furore. Mens gruppen GIA tog ansvaret for at have udført visse af massakrerne, beskyldte den eksilerede islamistiske opposition fra det tidligere FIS regimet for at stå bag massakrerne. Ifølge FIS var det i direkte modstrid med islam at massakrere civile - børn, kvinder, gamle og mænd. Endvidere argumenterede FIS's medlemmer for, at massakrerne som regel foregik i områder der lå i umiddelbar nærhed af sikkerhedstjenestens bygninger og hvor størstedelen af indbyggerne havde støttet både FIS og til dels GIA.
Tvivlen om, hvem der havde ansvaret for massakrerne steg yderligere, da den algeriske stat nægtede at lade uafhængige observatører foretage uvildige undersøgelser.
Da der desuden i årene efter dukkede en række vidneberetninger op fra flygtede algeriere - nogle fra områderne hvor massakrerne var begået, andre afhoppere fra militæret - der placerede ansvaret på hæren, kom massakrerne med tiden til at repræsentere spørgsmålet "hvem dræber hvem?"
Selvom de fleste analytikere i dag mener, at det var de islamistiske militser og navnlig gruppen GIA, der stod bag massakrerne, gør den konstante manipulering med informationer, der kendetegner den algeriske borgerkrig, det svært med sikkerhed at placere ansvaret.
Således har en del algeriere og navnlig visse eksilerede FIS medlemmer indtaget det standpunkt, at så længe det modsatte ikke er bevist, er det sandsynligt at sikkerhedsstyrkerne har "ladet massakrerne ske" eller på anden måde har haft finger med i spillet.
| |
|