Maghreb



	Fred og Forsoning I september 2005 blev en lov om generel amnesti til borgerkrigens parter vedtaget ved en folkeafstemning. I følge den algeriske stat deltog mere end 80% af befolkningen i afstemningen og loven blev vedtaget med mere en 97% af de afgivne stemmer. Af Rasmus Alenius Boserup Amnestiloven Loven bestemte, at de, der var dømt for terrorisme, men som hverken havde sprunget bomber i folkemængder, voldtaget eller deltaget i massakrer ville gå fri eller få reduceret deres straffe stærkt. Som følge af loven blev flere tusinde tidligere medlemmer af de islamistiske militser løsladt fra algeriske fængsler i det tidlige forår 2006. Amnestiloven fra 2005 er ikke den første af sin slags i Algeriet men den er til dato den mest vidtgående. Mens det ser ud som om en gennemgribende politisk udvikling er sat i gang, skaber Amnestiloven samtidigt problemer for retsstaten og den langsigtede forsoning mellem borgerkrigens partier i det algeriske samfund. Disse problemer har eksisteret i Algeriet siden borgerkrigens begyndelse. Loven om barmhjertighed I de første tre år af borgerkrigen, fra 1992 frem til 1995, anlagde militærregimet en "total sikkerheds" strategi, der var baseret på en forestilling om, at det var muligt at udslette de islamistiske grupperinger med repression, overvågning og propaganda. Imidlertid skiftede regimet strategi da præsident, general Zeroual, der var blevet udpeget af de militære ledere til at varetage ledelsen af staten, i 1995 lancerede den såkaldte "Rahma Lov" - eller "Lov om Barmhjertighed". Rahma Loven tilbød medlemmerne af de islamistiske militser "barmhjertighed" i form af reducerede straffeudmålinger, hvis de indenfor en kortere periode nedlagde deres våben og overgav sig til regimets sikkerhedsstyrker. Mens det menes, at flere tusinde aktivister modtog tilbudet om "barmhjertighed", forblev de islamistiske militsers styrke imidlertid tilstrækkelig overbevisende til at mange observatører i midten af 1990'erne vurderede, at Algeriet ville blive styret af islamisterne. Det første store gennembrud i fredsforhandlingerne kom først i 1997, efter at den islamistiske milits GIA (Den Væbnede Islamiske Gruppe) med en række store massakrer af ubevæbnede civile, fik den konkurrerende islamistiske milits AIS (Den Islamisk Frelses Hær) til i protest at nedlægge våben og samarbejde med regimet. Det næste gennembrud i fredsprocessen kom da den nuværende præsident Bouteflika blev valgt for første gang ved en folkeafstemning i 1999. Under sin valgkampagne havde Bouteflika fremsat løfter om at etablere en hurtig fred gennem en integration af islamisterne i den politiske proces. Som følge satte Bouteflika kort efter sin valgsejr den såkaldt "Civile Pagt" til folkeafstemning. Denne lov, der i sine grundprincipper mindede meget om amnestiloven fra 2005, tilbød ligesom Rahma Loven en frist indenfor hvilken de resterende væbnede islamistiske militser kunne overgive sig. Da fristen udløb vurderedes, det at mere end 7000 aktivister i alt havde taget imod tilbudet om amnesti siden den første Rahma Lov i 1995. Retfærd og sikkerhed Imidlertid blev nogle få tusinde aktivister fra den nystiftede terrorgruppe GSPC (Gruppen for Fundamentalistisk Prædiken og Kamp) ved med at begå terroristaktioner i årene efter vedtagelsen af Den Civile Pagt. Med amnestiloven i 2005 har præsident Bouteflika ønsket én gang for alle at bilægge de militære stridigheder mellem sikkerhedstropper og de resterende militser. Ligesom præsident Zeroual har Bouteflika ønsket at løse den militære konflikt for at kunne koncentrere sig om de presserende politiske konflikter og behovet for økonomisk udvikling i Algeriet. Mens Bouteflikas forsoningspolitik er blevet hilst velkommen i internationale kredse og af den altovervejende del af den algeriske befolkning, der af indlysende grunde længe har ønsket at den militære konflikt skulle ophøre, er der imidlertid delte meninger om hvordan staten bør vægte fred, forsoning og retfærd. Navnlig har Bouteflikas Amnestilov bragt fornyet liv til en gammel debat om hvordan staten bedst sikrer retfærdighed og sikkerhed på langt sigt. Denne debat opdeler det algeriske samfund fra den øverste politiske elite til de aktive foreninger og samtaler "på gaden". "Høgene" På den ene side har der siden islamisternes overtagelse af det politiske initiativ i Algeriet i slutningen af 1980'erne og starten af 1990'erne eksisteret en politisk og militær fløj af "høge". For høgene er islamismen en anti-demokratisk bevægelse, hvis tilhængere udelukkende deltager i den demokratiske proces for at overtage staten og derefter omdanne den til et teokratisk diktatur. De mener derfor at den eneste måde at håndtere islamismen er gennem repression og marginalisering. Det var på denne baggrund at en gruppe generaler i 1992 gennemførte militærkuppet og påbegyndte den målrettede politiske undertrykkelse af det islamistiske parti FIS. I løbet af 1990'erne er denne fløj blevet støttet dels af forskellige kvinderettighedsbevægelser , der med rette følte sig truet af de islamistiske grupperingers konservatisme, samt i stigende grad af forskellige borgerrettighedsforeninger stiftet af pårørende til personer, der blev dræbt eller bortført af de islamistiske militser under borgerkrigen. I opposition til Rahma Loven lancerede visse af disse grupper allerede i 1995 sloganet: "Ingen Rahma (barmhjertighed) til de der ikke selv har Rahma". Men efterhånden som præsidenterne Zeroual og Bouteflika i slutningen af 1990'erne har anlagt en mere forsonlig politik mellem regimet og islamisterne, er disse borgerrettighedsgrupper blevet stadigt mere marginaliseret. I forbindelse med ratificeringen af Amnestiloven i 2005 og den efterfølgende løsladelse af dømte medlemmer af de islamistiske militser i 2006, har grupperne derfor måttet justere deres politiske krav. F.eks. kræver visse grupper af pårørende til ofre for de islamistiske militser, i dag blot, at det skal være muligt at stille voldsmænd fra de islamitiske militser for retten med det formål at få afsagt en symbolsk dom, hvis strafudmåling derefter kan annulleres med henvisning til Amnestiloven. Formålet med denne type krav har været at tvinge staten til at vedkende sig princippet om, at det er forkert at slå ihjel, før der gives tilgivelse. Hvis ikke staten kan garantere et sådant minimum af symbolsk retfærdighed, lyder argumentet fra disse grupper, er der en overhængende fare for at ofrene og deres pårørende med tiden selv vil indføre deres egen retfærdighed ved at søge hævn for de dræbte og forsvundne. "Dialogisterne" På den anden side har der fra borgerkrigens udbrud eksisteret en politisk fløj af såkaldte "dialogister", der mener at den eneste måde at etablere en varig fred er ved at integrere islamisterne i den politiske proces. De argumenterer for, at en demokratisk proces og en egentlig konfliktløsning på langt sigt kun kan gennemføres i Algeriet i samspil med de islamistiske aktører, der i 1990 og 1991 vandt mere end 75% af befolkningens stemmer ved de demokratiske valg. Mens denne fløj blev marginaliseret af "høgene" i militærregimet i de første år af borgerkrigen, har de under præsident Zeroual og igen under præsident Bouteflika været med til at sætte dagsordenen for den førte politik. I borgerkrigens første år fandt "dialogisterne" en form for fælles platform med visse foreninger af pårørende til ofre for sikkerhedsstyrkernes repression. Men med beslutningerne om at indføre generel amnesti har brudt deres alliance. For mange pårørende til ofre for sikkerhedsstyrkernes repression er det uacceptabelt, at amnestiloven vil lade de militære ledere, der beordrede tortur og kidnapninger slippe uden straf. Ligesom foreningerne for pårørende til ofre for de islamistiske militser, argumenterer disse grupper for at Amnestiloven bryder med grundlæggende principper om retfærd, og at dette på langt sigt vil underminere sammenhængskraften i det algeriske samfund. Selvom præsident Bouteflika har forsøgt at præsentere Amnestiloven som et projekt til national forsoning, fremstår projektet set fra offergruppernes perspektiv som en militær fredsslutning mellem konfliktens stridende parter. Mens en sådan fredsslutning uden tvivl er en forudsætning for, at der i Algeriet kan skabes politisk udvikling og økonomisk vækst i en grad, der effektivt kan adressere de store sociale problemer, som det algeriske samfund i dag står overfor, er der med andre ord lang vej før den algeriske befolkning forsoner sig med krigens brutaliteter og hinanden. Det er derfor et åbent spørgsmål, hvorvidt Bouteflika og hans efterfølgere er i stand til både at forhandle fredsslutningen mellem borgerkrigens parter (og herunder demobilisere de stadigt aktive militser tilknyttet terrorgruppen GSPC) samtidigt med at tilfredsstille ofrenes krav om at staten ikke blot yder sikkerhed men også retfærdighed.		FRED OG FORSONING Amnestiloven Loven om barmhjertighed Retfærd og sikkerhed "Høgene" "Dialogisterne"

Fred og Forsoning