Maghreb



	Borgerkrigen i Algeriet 1992-1999 I 1990’erne udspillede en af den arabiske verdens mest grusomme borgerkrige sig i Algeriet. Mellem 80.000 og 150.000 mennesker mistede livet og mange flere bærer i dag ar på sjæl og legeme fra den intime og meget brutale vold. Selvom voldens omfang siden 1998 er mindsket støt og algerierne, efter et årti med mørklægning og udgangsforbud, i disse år genopdager deres eget land i takt med at landeveje, strande og skove gøres tilgængelige af sikkerhedstjenesten, står samfund og stat i dag overfor en række politiske konflikter og sociale spændinger. Af Rasmus Alenius Boserup Hvem dræber hvem? Når man beskæftiger sig med borgerkrigen har navnlig ét problem hjemsøgt såvel algeriere som aktører i det internationale samfund: ”Man yaqtal man?” siger man i Algeriet, hvilket på dansk betyder: ”Hvem dræber hvem?” Kort tid efter, at urolighederne begyndte i 1992-1993, blev der fra flere sider sået tvivl om, hvem der egentlig stod bag volden – ikke mindst, hvem der stod bag volden imod civile. Mens islamistiske støttegrupper i Europa har forsøgt at give regimet hele skylden for volden, har regimet beskyldt de islamistiske grupper for - endnu før krigen brød ud -at have etableret ”terror-celler” af væbnede aktivister. Imidlertid er virkeligheden langt mere kompleks, og hverken regimet eller de islamistiske militser alene har været ansvarlige for volden, men har begge været med til at skabe omstændighederne, der gjorde volden mulig og siden hen udføre den. Fra Kolonistyre til etpartisystem I 1962 opnåede Algeriet uafhængigt fra Frankrig efter otte års krig, men efter blot tre år med civilt styre gennemførte en række generaler et militærkup imod den folkevalgte civile regering i 1965. Fra 1965 frem til 1989 blev staten regeret af en mindre gruppe generaler som en ”socialistisk-republik” med et etpartisystem, der hentede støtte og inspiration fra Moskva. Regimet i Algeriet var autoritært, og under ledelse af militæret, der hentede legitimitet fra sin historisk vigtige rolle i kampen for uafhængighed fra Frankrig. I det omfang, der blev gennemført demokratiske valg i Algeriet i denne periode var det for at godkende beslutninger, der allerede var taget af militærets øverste ledere, snarere end for at give befolkningen medindflydelse på den førte politik. 1980'ernes ungdomsopstande I 1986 og igen i 1988 udbrød der en række voldsomme opstande blandt unge algeriere i landets storbyer. De unge, der udgjorde trefjerdedele af den algeriske befolkning, udtrykte under opstandene vrede imod de dårlige sociale forhold i storbyerne, hvor kronisk arbejdsløshed og boligmangel samt lukningen af Europas grænser gav håbløse fremtidsudsigter. Da det under etpartisystemet havde været forbudt at organisere politiske partier og foreninger, havde de unge demonstranter ingen organiseret ledelse eller egentlig repræsentation. I stedet fik en gruppe islamistiske prædikanter, der siden de tidlige 1980'ere havde positioneret sig i modsætningsforhold til det sekulære socialistiske regime, rollen som talsmand for de spontane opstande. Mellemøstens hastigste demokratisering Efter en række forhandlinger mellem de islamistiske ledere og regimet i slutningen af 1988 indledte regimet under ledelse af Præsident Chadli i 1989 en hastig politisk demokratiseringsproces. Fra 1989 til og med 1991, oplevede algerierne den måske nok hurtigste demokratisering i Mellemøsten nogensinde. Det blev tilladt at danne politiske partier, at udgive en uafhængig kritisk presse, at afholde demonstrationer, forsamlinger etc. En bred vifte af politiske partier med modstridende ideologiske orienteringer deltog derfor i 1990 i de første frie og demokratiske valg til kommune og regionsbestyrelser i Algeriet. I efteråret 1991 blev den første af to valgrunder til en ny lovgivende forsamling gennemført. Islamisternes dominans Imidlertid havde det allerede i 1990 vist sig, at de demokratiske valg blev totalt domineret af det islamistiske protestparti, FIS (Den Islamiske Frelses Front). FIS var dannet af en udbrydergruppe blandt de islamistiske ledere, der i 1988 havde forhandlet med regimet på vegne af demonstranterne. FIS' politiske projekt bestod i en kulturel, politisk og social revolution af hele det algeriske samfund. Midlet til dette var en tilbagevenden til, hvad partiets ledere opfattede som Islams sande principper. Partiet blev imidlertid tegnet af to frontfigurer. Den purunge imam ved moskeen i et af Algiers historiske proletarkvarterer, Ali Belhadj, havde i 1980'erne under sin ugentlige khutba-prædikenen hver fredag med voldsomme verbale udfald imod det socialistiske regime, korsfarere, jøder og kristne opildnet storbyens marginaliserede ungdom til politisk kamp for et bedre samfund. Den noget ældre og mere moderate Abbasi Madani, havde som tidligere medlem af statspartiet og underviser i litteratur ved universitet i Algiers, en supplerende evne til at opnå støtte fra den reformorienterede del af den politiske opposition til regimet. Selvom regimet havde fængslet partiets ledere for deres ledende roller i en række civile ulydigheder i Algiers i 1991, vandt partiet omkring 70% af stemmerne til den lovgivende forsamling ved første valgrunde i efteråret 1991. Militærkuppet I januar 1992 - 10 dage inden anden runde af parlamentsvalget skulle afholdes - gennemførte en gruppe generaler det andet militærkup i Algeriets moderne historie. Hæren annullerede valget, stoppede den demokratiske proces, forbød FIS og indledte en intens repression af partiets medlemmer. Igennem hele 1992, rapporterede forskellige menneskerettighedsgrupper om massearrestationer, om tortur af mistænkte, og om ulovlige tilbageholdelser uden dommerkendelser af tusinder af medlemmer af FIS i hastigt opførte fangelejre i Sahara. De islamistiske aktivister der undslap repressionen flygtede enten til Europa eller gik under jorden. Mange af de der gik under jorden blev med tiden hvervet til de væbnede militser, der de kommende år i Islams navn førte krig - jihad - imod militærregimet. Mobilisering til jihad Allerede i 1990, da regimet tog de første skridt til at dæmme op for FIS' popularitet, havde en del radikale islamister i periferien af FIS taget initiativ til at etablere de første paramilitære grupperinger. Aktivisterne i disse grupper var overbeviste om, at regimet hverken ville lade et islamistiske parti vinde komme til magten eller ville lade Algeriet omdanne til en islamisk republik som FIS proklamerede var fortaler for. For disse aktivister var det kun et spørgsmål om tid før det ville blive nødvendigt at forsvare det, de opfattede som islamiske værdier med våben. Imidlertid måtte de islamistiske aktivister der favoriserede en væbnet kamp frem for en politisk erkende, at så længe FIS fik lov til at deltage i den politiske proces, var det ikke muligt at massemobilisere aktivister til jihad. Dette ændredes med militærkuppet i januar 1992. Blokeringen af den demokratiske proces og den efterfølgende repression af FIS var for mange tidligere tilhængere af en politisk reformløsning bevis på at de radikale militante aktivister havde haft ret. Terrorisme I de første kaotiske måneder efter militærkuppet mens repressionen af FIS var på sit højeste meldte en række små militser med mange forskellige navne sig på den militære arena med sporadiske og ukoordinerede terroraktioner. Disse aktioner var hovedsagligt rettet mod politifolk, soldater og civil angivere. Men efterhånden som militærets repression blev intensiveret og militæret gjorde brug af hele statsapparatet (domstole, statsadministrationen, aviser, TV og radio) udvidede de islamistiske militser i slutningen af 1993 og starten af 1994 deres terroraktioner til også at omfatte civile statsansatte samt intellektuelle der støttede militærregimet - navnlig dommere, politikere, journalister og ansatte i statsejede firmaer blev favoriseret ligesom udlændinge blev et mål. I samme periode begyndte der gradvist at tegne sig et mønster af at opstanden blev ført af to konkurrerende og på mange områder forskellige islamistiske grupper: GIA og AIS. GIA - Den Væbnede Islamiske Gruppe GIA (Den Væbnede Islamiske Gruppe) bestod af en række mindre militser fra hovedstadsområdet, der fra 1992 til 1994 samlede sig bag en national leder (emir), men i princippet vedblev med at handle relativt autonomt. GIA tiltrak navnlig helt unge, politisk uerfarne, proletarer fra de marginaliserede forstadsområder til Algiers, der hurtigt blev berygtede for deres frygtløshed og uhyre effektivitet i den urbane guerillakrig samt for deres grusomme og meget brutale fremfærd overfor både civile og militære modstandere. GIA's radikale ideologi blev udtrykt med gruppens slogan "ingen dialog og ingen fredsslutning med de frafaldne muslimer". Mens gruppen var militært uovertruffen og i årene fra 1995 til 1997 talte omkring 30.000 aktive medlemmer havde gruppen grundet sin proletariserede sociale profil en yderst ringe disciplin og intern sammenhængskraft. Mens GIA fra 1992 til 1996 havde oplevet en konstant fremgang og militære sejre, vendte styrkeforholdet i kampen gradvist i 1997. Efterhånden som GIA blev militært presset ændrede grupper gradvist strategi imod en stadigt mere brutal fremfærd overfor regimet, de konkurrerende militser og civilbefolkningen. Civile ofre GIA's taktik med i stigende grad at angribe civile blev gennem 1990'erne legitimeret af en mindre gruppe eksilerede islamistiske prædikanter tæt knyttet til Al-Qaeda's europæiske netværk i London. Ved at udstede religiøse retningslinjer (såkaldte fatwaer) der blev sendt med fax til Algeriet erklærede disse prædikanter, at GIA's kamp var en legitim jihad i overensstemmelse med Guds forskrifter. I 1995 udstedte den indflydelsesrige palæstinensisk-fødte prædikant Abu Qatada en fatwa, hvori han forklarede at det, efter hans vurdering, var i overensstemmelse med islam at dræbe kvinder og børn til politimænd og soldater. Denne legitimering af vold imod civile blev i 1996 radikaliseret yderligere, da GIA's nationale emir, efter at et succesfuldt præsidentvalg var blevet gennemført imod GIA's vilje, erklærede at alle algeriere der ikke direkte var medlemmer af GIA var mod gruppen, og derfor legitimt kunne slås ihjel. Det var bl.a. denne ideologiske radikalisering, der i slutningen af 1997 og i starten af 1998 gjorde det muligt for GIA at gennemføre de store massakrer på civile. Våbenhvile Massakrerne af civile havde imidlertid flere negative konsekvenser for GIA. For det første tabte gruppen sin rolle som legitim repræsentant for det algeriske folks kamp imod militærregimet. Dels afbrød Al-Qaeda's europæiske netværk sin støtte til GIA, dels tabte gruppen sin støtte i den algeriske befolkning. For det andet var der dele af GIA's regionale ledere der var imod den anti-civile vold og massakrerne. Tidligt i 1998 brød en gruppe af betydningsfulde GIA-ledere ud af gruppen og etablerede med støtte fra Al-Qaeda's europæiske netværk en ny gruppe kaldet GSPC (Gruppen for Fundamentalistisk Prædiken og Kamp). Denne gruppe regnes endnu i dag som Nordafrikas stærkeste terrorgruppe. For det tredje førte massakrerne til at den konkurrerende islamistiske milits, AIS (Den Islamisk Frelses Hær), i protest indgik våbenhvile med regimet og kort efter omdannedes til indsatsstyrker, der i samarbejde med militæret bekrigede resterne af GIA. Mens AIS aldrig fik den samme militære styrke som GIA, var gruppen langt bedre organiseret. I modsætning til GIA der var opstået mere eller mindre autonomt, blev AIS startet på initiativ af FIS' eksilerede ledelse i Europa for at have et militært forhandlingskort overfor regimet og for ikke at overlade det væbnede initiativ til det ustyrlige og radikale GIA. Mens GIA masserekrutterede blandt de marginaliserede unge algeriere fra hovedstadsområdet, forblev AIS fra sin oprettelse i 1994, en selektiv hierarkisk og velorganiseret organisation implanteret i det østlige og det vestlige Algeriet, og som i samarbejde med FIS' eksilerede politikere fremsatte en række tilbud om politiske forhandlinger. Med en våbenhvile forhandlet med AIS og et yderst svækket GIA, kunne den folkevalgte præsident Bouteflika i sommeren 1999 erklære, at tiden var kommet til fred og forsoning. Selvom GSPC endnu i dag står bag sporadiske terroraktioner i visse regioner, anser algerierne i dag borgerkrigen som et overstået kapitel.		BORGERKRIGEN I ALGERIET 1992-1999 Hvem dræber hvem? Fra Kolonistyre til etpartisys- tem 1980’ernes ungdomsopstande Mellemøstens hastigste demokratisering Islamisternes dominans Militærkuppet Mobilisering til jihad Terrorisme GIA - Den Væbnede Islamiske Gruppe Civile ofre Våbenhvile

Borgerkrigen i Algeriet 1992-1999